- Velkommen til Rækker Mølle Portalen

Vellykket generalprøve på Finderup Efterskoles opsætning af ”Midt om natten”.

Fredag den 5. april 2019 indbød Finderup Efterskole til generalprøve på resultatet af en hektisk dramauge. Mange år i streg har jeg været til generalprøve på Finderup Efterskole og hver gang, har jeg tabt pusten af benovelse over, hvor meget de 60 elever kan præstere efter blot 4 dages forberedelse.

I år havde man valgt at tage udgangspunkt i filmen: ”Midt om natten”. Filmen gik hen over de danske biograflærreder i 1984. Danmarks nu afdøde nationalskjald, Kim Larsen fik ideen og skrev også sangene til filmen. Erik Balling instruerede, og det blev hans sidste film.

Jeg talte efter forestillingen med en af de medvirkende, Nikolaj Henrik Sigh, og han bemærkede, hvis jeg ikke skulle have fået fat i det, at årets dramastykke adskilte sig fra sidste års ved de mange sange. Og sandt var det, så det var ikke de mange replikker, de medvirkende skulle lære; men så til gengæld en del melodier og tekster. Man havde altså valgt at dramatisere stykket som en musical. Andre har fået samme idé, så i 2020 opsættes filmen som musical.

Til generalprøven havde skolen inviteret: Opsund dagskole, Spjald specialcenter vest, Metri og Skovbrynet i Skjern. Invitationen var også gået til borgere i lokalsamfundet og 8-10 stykker havde takket ”ja”.

Kl. 11 bød lærer, Oluf Jensen velkommen og fortalte publikum, at eleverne havde set frem til at opføre musicalen. At opføre en musical kræver et godt orkester og gode sangere. Begge dele havde de på Finderup Efterskole. Lærer, Hanne Schmidt var orkesterleder for det velklingende orkester, der havde en elev på tromme og en på bas.

Man havde valgt at følge filmens handlingen og udfolde den i 8 scener, der hver havde en Kim Larsen sang. Ved sceneskift blev der afspillet en lille stump musik fra ”Huset på Christianshavn”. Alle de gode Kim Larsen sange var med: ”Tik Tik” var velkomstsang, ”Haveje”, Susan Himmelblå. Naturligvis fik vi også ”Papirklip”, med c-stykket: Domine sanctus (hellige Herre), som er de ord, de to venner Benny og Arnold sværger evig troskab ved, mens de blander blod. Fra scenen med TV-duellen mellem Arnold og politikeren Buhmann, der for aktualitetens skyld blev kaldt Lars Løkke, fik vi sangen ”Fars gris”, der gjorde stor lykke blandt publikum. Som slutsang havde man valgt den stemningsfulde ”Om lidt bliver her stille”. Sangene blev fremført overbevisende, og det samme kan siges om skuespillerpræstationerne. Stykket modtog da også et længerevarende stående bifald, hvorefter Oluf fremhævede de forskellige arbejdsgruppers præstationer: Scenebyggere, orkester, lys, lyd, sminke, kostume og skuespillere. Derefter lød spørgsmålet: ”Hvem kommer der?” og Allan Trelborg kom på scenen til sangen, ”Fars lille gris”. Allan takkede de fremmødte og indbød til en lille forfriskning: Kaffe, pølsehorn og frugt.

En vellykket generalprøve på en forestilling, der blev gentaget senere på dagen ved elevfesten for 120 gamle elever. Lørdag var forældrene inviteret til at overvære forestillingen.
JH
Klik på et billede og se hele serien i stor størrelse!

Sidst opdateret: 07-04-2019
Kalender
31-12-2024 12:00
Nytårsbad
-----------------------------------

10-01-2025 09:30
Minihøjskoledag i Rækker Mølle
-----------------------------------

19-01-2025 00:00
2. division herrer
-----------------------------------

22-01-2025 18:00
Gule ærter på Møllegården
-----------------------------------

24-01-2025 09:30
Minihøjskoledag i Rækker Mølle
-----------------------------------

26-01-2025 00:00
2. division herrer
Design: MediaConnect