|
Idrætsdag på Finderup Efterskole
Tirsdag den 12. juni afholdt Finderup Efterskole idrætsdag; men ikke kun for skolens elever! Man havde indbudt to andre efterskoler, Gødvad og Fenskær til at deltage i de mange aktiviteter.
Et mega stort arrangement blev det således, idet i omegnen af 240 elever deltog i de mange udfordringer: Fodbold, høvdingebold, mountainbike, slangebøsse paintball, kongespil, kano, street hockey, pigefodbold, zumba, uno og vikingeløb - Ja, man kan næsten tabe pusten ved blot at nævne de mange aktiviteter og det kan svimle lidt for én, når man tænker på logistikken med at få det hele flettet sammen og fordelt på de mange aktivitetssteder.
Der måtte naturligvis gøres brug af efterskolens tillægsarealer, Finderup Naturpark og Grusgraven i Finderup. Sidstnævnte, som Finderup Efterskole har lejet, udgør et smukt naturområde med to søer. Her kunne der køres på mountainbike og afvikles vikingeløb rundt om søen, ligesom kanosejlads og slangebøsse paintball var henlagt til dette område.
De mange aktiviteter bød på store udfordringer for eleverne; men der hørtes ingen suk, eller ”det gider jeg ikke” – i stedet gik man til samaritterne, hvis der var brug for lidt trøst og en forbinding. Der var virkelig en rigtig god sportsånd, og der kunne spores en stor stolthed, når medaljerne blev uddelt på ceremonipladsen.
Jeg fangende en af de stolte vindere af guldet i mountainbike, Nikolaj Henrik Sigh. Han repræsenterede Finderup Efterskole, og var synlig stolt af sin præstation, ligesom han var super glad for at gå netop på Finderup Efterskole. Han glædede sig til endnu et år på skolen. Opholdet på Finderup Efterskole havde ganske enkelt betydet, at han havde fået indhentet meget af den forsømte skolegang i folkeskolen og dertil havde han fået givet en retning på sit liv. Han havde fået et mål, han kunne gå efter!
Uden mad og drikke duer heltene som bekendt ikke og med så mange helte, blev der virkelig brug for alle gryderne i køkkenet. Gitte Kollerups køkken diskede op med en dejlig krydret kyllingelasagne med salat. Spisesalen kunne naturligvis ikke rumme de mange elever; men det var heldigvis tørvejr, så der kunne spises ude. På det grønne område foran skolen var der indrettet en ”VIP lounge til eleverne” – et område, hvortil lærere og andet godtfolk var forment adgang. Alle blev mætte og fik indtaget kalorier nok til at kaste sig ud i eftermiddagens strabadser.
Apropos skolens spisesal – ja, så fungerer den for tiden også som samlingssal; men i nær fremtid vil den alene skulle fungere som spisesal, idet skolen har fået grønt lys til en millionudvidelse. Byggeriet af en ny samlingssal er allerede langt fremskredet. Man har købt et par pavilloner fra Brejninggaard Efterskole, som er blev stillet op ud mod kirkevej. Jeg traf skolens pedel og et betyrelsesmedlem i færd med at lægge nyt tag. Skoleleder Allan Trelborg ser frem til at første etape af byggeriet kan tages i brug ved det nye skoleårs begyndelse i august. Den giver luft til lidt flere elever.
”Alt var timet og tilrettelagt” og så kan det i bedste Olsenbande-stil ikke gå galt, og man kan høste den helt store gevinst. En stor gevinst for de mange elever er jeg sikker på, at det blev. Eleverne fik mulighed for at afprøve deres grænser, og givet er det, at en og anden fik oplevelsen: ”Det her kan jeg faktisk godt”. Og således kom man i mål og helt på linje med skolens formål: ”At stimulerer til maksimal engagement hos den enkelte elev.”
En imponerende flot idrætsdag blev det på Finderup Efterskole. Jeg har sjældent oplevet så veltilrettelagt et arrangement, og med så stort et engagement fra arrangørernes side! Det smittede helt klart af på de, der var centrum for det hele – eleverne!
JH