- Velkommen til Rækker Mølle Portalen

Afskedsreception for skoleleder Torben Friis Svendsen

Fredag den 26. januar 2018 indbød skolebestyrelsen til afskedsreception for Rækker Mølle Skolens skattede skoleleder gennem næsten 9 år, Torben Friis Svendsen. Torben havde første dag som skoleleder på Rækker Mølleskolen den 15. april 2009. Han kom fra en stilling som undervisningskonsulent i Velfac.
Torben havde taget familien med til afskedsreception.  Torbens hustru, Birgitte er skoleleder på Hee skole. De tre børn, Anna, Pernille og Kasper deltog også, ligesom Torbens forældre var med. Familien flyttede for et års tid siden til Hvide Sande. Da Torben begyndte som skoleleder lovede han at ville arbejde under mottoet: Åbenhed, tillid og dialog. Det fremgik tydeligt af de mange taler, at han havde opfyldt løftet.

I omegnen af 60 havde taget imod invitationen. Bestyrelsen serverede pålægsburgere og fastelavnsboller. H. C. Tylvad, der er formand for skolebestyrelsen, indledte talerrækken. Han pegede på, at Torben havde en særlig evne til at huske alle elever ved navn og ligeledes forældrene, og at han havde udvist synligt og tydeligt lederskab. Dertil glædede han sig over, at Torben havde åbnet skolen op for mange nye brugere. Et gennemgående træk i de mange taler var, at Torben havde humor, og var god til at formidle en god stemning. H. C. sluttede med at takke ”Svendsen” for et godt lederskab og korrigerede sprogbrugen i invitationen: Torben Svendsen ”takker af”. Sandheden er, at Han søger nye udfordringer på Holmsland Skole i Kloster.

Karen Dissing, der er konstitueret som skoleleder, talte på lærernes vegne. Hun havde spurgt anden klasse, hvad de ville huske Torben for? Og de havde svaret: Torben stjæler boller i hjemmekundskabslokalet og dertil, har han været en sød, fjollet, sjov og god skoleleder.  Karen sluttede sin tale med en tak for kompetent lederskab, hvor kollegaerne aldrig havde tvivlet på lederens opbakning. Ligesom H. C. kunne Karen pege på et af Torbens problemer: dette med at holde styr på datoerne.

Hanne Markussen, der er leder i børnehaven Lærkereden havde også gode afskedsord til Torben. Hun takkede for et godt parløb og samarbejde, og ville savne Torbens humor og pragmatiske tilgang.

Mads Eriksen, der er skoleleder på Astrup skole; men tidligere har været lærer på Rk. Mølleskolen, og som også er forældre til en elev, takkede Torben for en god og autentisk lederstil.

Torben rundede talerrækken af med at takke for de mange flotte ord, og understregede at andre måtte skrive eftermælet, så derfor lagde han også vægten på, hvad Rk. Mølleskolen havde gjort ved ham – og de 9 år ”havde i alle tilfælde forøget kampvægten med 15 kg!” :-)
Han kunne fortælle, at forholdet til personale og forældrene havde været gnidningsfrit – en enkelt gang var der dog opstået lidt murren i krogene – det var dengang han i et nyhedsbrev udsendt den første april, havde bebudet indførelse af kødfrie dage på skolen. Han kunne ligeledes fortælle, hvor stolt han var over Rækker Mølle Skolen og et dejligt personale. Store forandringer havde han fået lov til at deltage i. En skolerenovering til 20 millioner. Kr. i 2013-14. Ny skolereform og sammenlægning af fire enheder. Til slut ønskede Torben alt godt for skolen fremover.

Skolebestyrelsen vil i nær fremtid gå i gang med at søge efter en ny skoleleder og håber på, at en ansættelse er på plads inden sommerferien.
JH
Klik på et billede og se hele serien i stor størrelse!

Sidst opdateret: 27-01-2018
Kalender
31-12-2024 12:00
Nytårsbad
-----------------------------------

10-01-2025 09:30
Minihøjskoledag i Rækker Mølle
-----------------------------------

19-01-2025 00:00
2. division herrer
-----------------------------------

22-01-2025 18:00
Gule ærter på Møllegården
-----------------------------------

24-01-2025 09:30
Minihøjskoledag i Rækker Mølle
-----------------------------------

26-01-2025 00:00
2. division herrer
Design: MediaConnect