- Velkommen til Rækker Mølle Portalen

Mit hjerte frydes!
Stemningsfuld julekoncert på Rækker Mølle Skolen

Torsdag den 8. december inviterede Rækker Mølle Skolen til julekoncert i skolens samlingssal. Pedellen gav udtryk for, at han var en anelse nervøs for, om der nu var varmt nok i lokalet; men med 150 forældre og elever varede det kun et øjeblik, så kogte salen.
Skoleleder Torben Svendsen bød velkommen og var meget tilfreds med den fine tilslutning. Sidste år var det Tryllestaven, der stod for julekoncerten, men i år var det skolen, der inviterede og Tryllestaven, der sørgede for traktementet – æbleskiver, gløgg og kaffe.

Koncerten indledtes med fællessangen ”Der er noget i luften”. Herefter gik skolens kor på. Skolens musiklærer, Tanna havde indøvet en skøn adventssang med koret, ”Så tænder vi et lys i kvæld”. De fine og lyse barnestemmer fyldte salen, så forældrene blev helt bløde om hjertet. 5. klasse havde indøvet en vintersalme i sangtimen, som de fremførte med god sikkerhed. Herefter annoncerede Tanna, at hun sammen med de to kollegaer, Kirsten og Maiken havde brugt nogle frikvarterer på at indstudere en sang til lejligheden. De fremførte den smukke hymne, ”Maria gennem torne går”. Lærernes optræden udløste en mega klapsalve fra salen.
  Koret fortsatte nu med, ”Nu tændes tusind julelys”. Herefter var det 4. klasse med ekkosangen, ”Vi vil synge højt” og 3. klasse med salmen, ”Dejlig er den himmel blå”. 3. klasse havde taget blokfløjter og xylofoner med og efter en forsigtig start, hvor man ikke var helt enige om tempoet, blev der lyttet, og man kunne se, at forældrene mimede med.
  Skolens ældste klasse leverede det næstsidste indslag ved koncerten med sangen ”I’m not dreaming of a white christmas”. Stefan fra 6. klasse var solist og fremførte med klar og ren stemme et vers. Sidste nummer på programmet blev fremført af alle skolens elever. De sang Tannas fine vintersang, der har en rytme, der straks griber børnene og fylder dem med lyst til at trykke den af. Inden den sidste fællessang, ”Dejlig er jorden” rundede Tanna koncerten af med at fortælle om den glæde ved sang og musik, hun møder hos eleverne, og som gør det til en fornøjelse at undervise. Med ordene: ”mit hjerte frydes” sluttede Tanna aftenen og inviterede forældre og elever på gløgg og æbleskiver. 
 
 
En fin aften, og en stor glæde, at skolen nu kan mønstre et velfungerende skolekor og tilbyde kvalificeret musikundervisning. Tanna ser i øvrigt frem til, at den kommende skolerenovering betyder, at hun får et musiklokale.
Jens Holmgaard
Klik på et billede og se hele serien i stor størrelse

Sidst opdateret: 08-12-2011
Kalender
22-11-2024 09:30
Minihøjskoledag i Rækker Mølle
-----------------------------------

23-11-2024 13:30
1. division herrer
-----------------------------------

24-11-2024 14:00
Julefællessang m. Villy Egmose
-----------------------------------

26-11-2024 13:00
Søndagsaktivitet
-----------------------------------

08-12-2024 00:00
3. division damer
-----------------------------------

08-12-2024 15:00
1. division herrer
Design: MediaConnect