- Velkommen til Rækker Mølle Portalen
Klik og forstør!

Positive politiske signaler til Rækker Mølleområdet fra kommunalbestyrelsen.

Rækker Mølle Skolen har en fremtid i den kommende skolestruktur i Ringkøbing-Skjern kommune.

Onsdag den 12. oktober var det ikke til at få hænderne ned på Rækker Mølle Skolen. På vej ind til skoleleder Torben Svendsens kontor blev jeg mødt af glade barnestemmer, der sang H.C. Andersens smukke tekst: ”Dig elsker jeg! – Danmark mit fædreland”. En god dag var det for ”derfra, hvor min verden gåer” – og det er altså Rækker Mølle.

Før 2009 arbejdede skolebestyrelsen med visionsplaner for Rækker Mølle Skolen. I 2009 afsluttedes dette arbejde med en ansøgning til kommunen. I 2010 blev kommunen rykket for et svar, og så kom der skred i tingene. Der blev udfærdiget en beregning på en renovering af skolen med et budget på 18 mill. kr. Tirsdag den 11. oktober vedtog kommunalbestyrelsen så at efterkomme en ansøgning.

Skoleleder Torben Svendsen kan ikke holde glæden tilbage og meget snart, skal der nedsættes en styregruppe, der skal i gang med at planlægge renoveringen. Styregruppen vil komme til at bestå af: Skoleleder, pedel, repræsentanter fra personalegruppen og skolebestyrelsen. En repræsentant fra Børne- familieudvalget og to fra kommunen . Naturligvis skal det arkitektfirma, der skal stå for renoveringen også sidde med ved bordet. Tankerne går også i retning af, at eleverne skal inddrages i processen med at udarbejde et renoveringsforslag. Torben Svendsen håber, at et forslag kan præsenteres inden jul. Herefter skal arbejdet i licitation og forhåbentlig kan håndværkerne komme i gang efter sommerferien i 2012. Hvis alt går efter planerne skulle projektet være afsluttet i 2013. Der er afsat 5,5 mill. i 2012 og 12,5 mill. i 2013.

Et godt signal til lokalområdet har politikerne sendt. Efter lukningen af ældrecentret Tingager, har den tanke strejfet mange, om nu også skolen var i farezonen for at blive lukket. Med det meget store kontante håndslag kommunen har givet Rækker Mølleområdet, kan der ikke være tvivl om at Rækker Mølle Skolen har en fremtid i den kommende skolestruktur i Ringkøbing-Skjern kommune.

Torben Svendsen peger på, at det stigende børnetal i området, nu klart vil blive tilgodeset med en bedre skole. I 2012 fejres Rækker Mølle Skolens 40 års jubilæum og bedre jubilæumsgave kan næppe tænkes end en skolerenovering til 18 mill. kr.
Jens Holmgaard

Sidst opdateret: 13-10-2011
Kalender
22-11-2024 09:30
Minihøjskoledag i Rækker Mølle
-----------------------------------

23-11-2024 13:30
1. division herrer
-----------------------------------

24-11-2024 14:00
Julefællessang m. Villy Egmose
-----------------------------------

26-11-2024 13:00
Søndagsaktivitet
-----------------------------------

08-12-2024 00:00
3. division damer
-----------------------------------

08-12-2024 15:00
1. division herrer
Design: MediaConnect