- Velkommen til Rækker Mølle Portalen

Torsdag den 12. maj indkaldte ”arbejdsgruppen for en ny købmand” til møde i Sædding Forsamlingshus. Arbejdsgruppen havde gjort et stort forarbejde med driftsbudgetter, åbningstider og varesortiment. Købmanden er fundet. Adal Faragalla fra Finderup er fyr og flamme for at drive købmandsbutik i Rækker Mølle og har mange visioner omkring købmandsbutikken som et omdrejningspunkt i lokalsamfundet.

Interessen for projektet var efter arbejdsgruppens mening tilfredsstillende. 40 valgte at bruge en torsdag aften på at blive en hel del klogere og oplyst om mulighederne for købmandsdrift i Rækker Mølle.

”Arbejdsgruppen for en ny købmand” består af: Kurt Tobler, Thomas Holmgaard, Oluf Danielsen, Ejnar Tylvad, H. C. Tylvad, Scott Harwood og Adal Faragalla. Ejnar Tylvad bød deltagerne velkommen og omtalte i velkomsten den generelt set positive udvikling i Firkløveret og understregede, at købmandsbutikken er en afgørende faktor i den fortsatte positive udvikling.

Efter velkomsten overtog Adal ordet og redegjorde for den tidsplan, der er lagt for opstarten. Ifølge planen skal butikken åbne ultimo juli, og der planlægges med 1,5 ansatte plus betalte unge. Den fuldtidsansatte er fundet, men navnet kan for nuværende ikke oplyses, idet hun ikke har opsagt sin nuværende stilling. Men det kan oplyses, at hun bor i lokalområdet og har erfaring med at drive butik.
Dertil satses der også på frivillige, der har lyst til at støtte butikken med opfyldning af varer og udbringning. (Klik og se tidsplanen).

Adal gik herefter over til at gennemgå et driftsbudget for butikken, hvor man forsigtigt regner med en omsætning på 5 millioner kroner. Der er gjort aftaler med Rækker Mølle Skolen, Lærkereden og Sædding Efterskole om, at de vil lægge nogle af deres indkøb i butikken.
(Klik og se driftsbudget)

Efterfølgende gennemgik Ejnar Tylvad finansieringsspørgsmålet. Adal kommer ikke med en stor pose penge – men med gå på mod og villighed til at bruge kræfter og timer på at få købmandsbutikken op og stå. Det helt afgørende punkt for, om det sker er derfor, om borgere i lokalsamfundet er villige til at skyde penge i indkøb af et varelager. Da den tidligere købmand, Rikke begyndte, var borgerne villige til at stille en garanti på 145.000 kr. De penge eksisterer stadig og spørgsmålet er, om tegnerne vil lade denne goodwill overgå til den nye købmand? Tegnerne vil i nær fremtid modtage en anmodning herom. Ifølge finansieringsplanen er det afgørende for om købmandsbutikken kan genåbnes, at der yderligere rejses et beløb på 250.000 kr. til indkøb af et varelager.
(Klik og se mere om indsamling)

I nær fremtid, vil alle husstande i lokalområdet få besøg af en såkaldt ”ambassadør”, som har tegningsskemaer med. Der er udpeget 47 ambassadører, der medbringer 3 skemaer – et der erstatter/forlænger den gamle tegning – et der giver tilsagn om nye tegninger – og endeligt et, hvor man giver tilsagn om at forudbetale et månedligt beløb for varekøb. Sidstnævnte vil være en god garant for, at købmandsdriften kan ske uden renteudgifter til en kassekredit.
I forbindelse med finansieringsspørgsmålet var der flere i forsamlingen, der ønskede svar på spørgsmålet om tilbagebetaling af de indskudte beløb. Adal svarede, at så sandt driften viste et overskud ville han sætte et beløb af til tilbagebetaling. Adal tilføjede, at han ville offentliggøre butikkens månedlige omsætningstal. Hvis de efter 6 måneder ikke stod mål med budgettet, ville han lukke for at minimere tabene.

Borgerne i lokalområdet skal således i nær fremtid forvente besøg af en ”ambassadør”, ligesom de vil modtage et spørgeskema om, hvilket varesortiment de vil efterspørge i den nye købmandsbutik.

Blandt deltagerne blev det bragt i forslag, at arbejdsgruppen løbende ville synliggøre indsamlingsresultatet. Arbejdsgruppen fandt forslaget interessant, så måske kan man forvente at se en indsamlingssøjle på parkeringspladsen ved købmandsbutikken?

Arbejdsgruppen bød naturligvis på kaffe og en lille forfriskning. Jeg nød smagen af den høje kringle, der understregede den opløftende og positive stemning for, at der stadig skal være en købmand i Rækker Mølle.
JH
Klik på et billede og se i stor størrelse!

Sidst opdateret: 14-05-2016
Kalender
31-03-2024 13:00
Søndagsaktivitet
-----------------------------------

08-04-2024 19:00
Generalforsamling i Rk Mølle GUF
-----------------------------------

09-04-2024 18:45
Live foredrag i Finderup Forsamlingshus
-----------------------------------

11-04-2024 18:00
Koncert i Sædding Forsamlingshus
-----------------------------------

16-04-2024 18:45
Live foredrag i Finderup Forsamlingshus
-----------------------------------

28-04-2024 13:00
Søndagsaktivitet
Design: MediaConnect