|
JULEFROKOST PÅ MØLLEGAARDEN 2025
Flæskestegen manglede – så festen var nær gået i vasken! Men leverandøren beklagede fejlen og var hurtig til at udbedre manglen. Som plaster på såret medfulgte nogle dåseøl.
Tirsdag den 16. december indbød Møllegaarden til julefrokost. Som vanlig var der julepyntet i de hyggelige stuer på Møllegaarden. 42 deltog i middagen. Mads Vendelbo bød gæsterne velkommen og fortalte, at julefrokosten var Møllegaardens tak til alle de frivilliges for en stor indsats gennem året 2025. Han opfordrede derfor gæsterne til at tage for sig af retterne – jo mere der gled ned, ”des højere ville timelønnen blive”!
Spisningen indledtes med en fællessang. Inge Lise Sørensen sad ved klaveret og ledsagede gæsterne på tonernes vej.
De frivillige blev godt bespist. Julemenuen blev leveret fra Lövbjerg i Tarm. Første afdeling af menuen bestod af: Sild med karrysalat og løg – Fiskefilét med remoulade og tartelet med hønsefyld.
Til menuen blev der serveret snaps og en god julebryg fra Rækker Mølle Bryghus.
Anden servering bestod af: Hamburgryg med grønlangkål og brune kartofler. Flæskesteg med rødkål.
Herefter blev der afholdt lotteri. Der blev solgt mange lodder, og der udfoldede sig en vældig aktivitet med at få pakket de mange lodder ud.
Jens Holm afviklede lodtrækningen, og der blev uddelt fine juledekorationer kreeret af Ellen Danielsen ligesom en flaske vin også hørte til gevinsterne.
Efter lotteriet blev der holdt auktion over nogle fine juledekorationer.
Den sidste servering bestod af kaffe og ris a´ la mande. Der var naturligvis en mandel i hver skål ris a´ la mande og fine præmier til de heldige mandelfindere.
Aftenen sluttede med en fællessang: ”Nu er jord og himmel stille” og Mads Vendelbo rundede aftenen af med endnu en tak til de frivillige.
En god og flot aften blev det for de mange frivillige. Stor tak til Møllegaarden. JH
> Klik på et billede og se hele serien i stor størrelse!
