- Velkommen til Rækker Mølle Portalen

Kræmmer- og sognefest i Rækker Mølle

Så blev det den 2. sommerdag ifølge kalenderen, og meteorologien kunne ikke modsige det faktum, men kvitterede med høj solskin og en temperatur i skyggen på nær de 30 grader. Udvalget bag det, der i gamle dage hed ”Firkløverweekend”, havde valgt netop den 2. – 3. juni til at afholde ”Kræmmer- og sognefest” i Rækker Mølle – og det var vejrmæssigt jo ”ikke så ringe endda” – og så dog!
En bagende sol og en høj temperatur, kan føre folk ud i sommerlandet i anden retning end festpladsen i Rækker Mølle, ligesom det kan afholde mennesker med sarte helbred fra at forlade hjemmet.
Et faktum blev det i alle tilfælde for arrangørerne, at knap så mange som forventet lagde vejen forbi festpladsen.

Efter at nye kræfter er kommet til og det gamle firkløverudvalgt valgte at samarbejde med Møllegården, er ambitionsniveauet blevet droslet ned – i alle tilfælde når jeg sammenligner med, hvad der kunne lade sig gøre i ”de gode gamle firkløverweekends”; men ingen malurt i bægeret!! For den gamle idé med at ville styrke fællesskabet i firkløveret lever stadig videre omend i det nye klædebånd: Kræmmer- og sognefest.

En festlig dag blev det for gamle såvel som unge. For børn og barnlige sjæle, var der hoppeborg og ansigtsmaling – og for den mere modne kvinde var der mulighed for at få malet negle i alle regnbuens farver. Som navnet: Kræmmer- og sognefest, antyder var der gode muligheder for at slå en handel af med både helt lokale kræmmere; men også indtil flere udensogns. Jeg noterede mig en kræmmer helt fra Randers.

Tidligere år har det været et fast indslag med havetraktortræk; men i år lod det sig ikke gennemføre. I stedet var der mulighed for ”Stand up Paddle” på Møllesøen.
Arrangørerne havde også valgt at krydre programmet med et ”griseløb”. Fire små grise, med en hud, som varmen næsten bagte til flæskesvær, klarede en kort løbetur på en mindre bane. Forinden kunne folk spille på, hvilken gris der først kom i mål, og med lidt hjælp lykkedes det alle fire at nå i mål og skabe både vindere og tabere.

Nogle stabile og skyggefulde oaser hele dagen igennem, var ”kaffeteltet”, der bød på kaffe, læskedrikke, pålægsboller, is og slik. Skygge var der også at få ved bryghusets bod, der serverede dejligt koldt læskende øl. Boden, hvorfra der blev serveret varme pølser tiltrak sig også løbende opmærksomhed. Tombolateltet bød på skygge og dertil mulighed for at købe sig til en chance for at vinde en af de mange fine præmier. Jeg vandt bl.a. en hunderegnfrakke; men da jeg ikke har hund, havde jeg mit hyr med at komme af med gevinsten – men hjælp fandt jeg hos en rar ”krejler” på Møllegården, der byttede gevinsten til et løbehjul! Jeg kender et barnebarn, der bliver glad for det byt!

Kl. 13 gik sognedysten i gang. Dysten indledtes med en foreningsdyst fra de tre-fire sogne? Der skulle kæmpes i fire discipliner. Først gik det ud på at to personer, der begge holdt fast i et reb og ikke måtte slippe, skulle slå knude på rebet og efterfølgende løse knuden igen. Dernæst skulle holdene kæmpe en kamp om at kaste æg og gribe dem i en dug. Tredje disciplin var en tur på et surfbræt ud og rundt om en bøje på Møllesøen. De fleste hold klarede sig igennem uden en tur i søen. Den sidste og fjerde dyst var en kamp på lokal- og almenviden med den hage, at svarede man forkert, skulle man træde et skridt tilbage – og tilbageskridtet kunne føre til, at man stod i søvand til navlen. Et hold høstede ”den ære”!

Kort tid efter kunne det samlede resultat offentliggøres. Der var pæne præmier at høste, takket være fine sponsorater fra diverse banker. Hanning og Finderup høstede hver især 250 kr. for at binde og løse knuder. Rk. Mølle modtog 500 kr. for at kaste og gribe æg. Finderup fik 500 kr. for at paddle bedst, ligesom de høstede 500 kr. for bedst at besvare de 10 stillede spørgsmål. Den samlede stilling kårede Finderup som vinder, hvorfor de modtog ekstra 500 kr.

Da gavefesten allerede var i gang havde udvalget for Revy 2018 bedt om lov til at uddele overskuddet fra revyen. Møllegården modtog 5000 kr. Lærkereden 30.000 kr. og endelig Rækker Mølle Håndbold 35.000 kr. Mogens Jeppesen opfordrede til en velfortjent klapsalve for det fine overskud fra Revyen 2018 og opfordrede til at deltage i nytårsbadet i Møllesøen den 31/12-2018.

Til slut skulle to priser uddeles – Rækker Mølle Prisen og Forskønnelsesprisen. Der var 3 indstillede til Forskønnelsesprisen. Det blev Jens og Anette Kjærgaard, Sædding, der løb med forskønnelsesprisen på 3000 kr. og et messingskilt til huset.
For 15. gang blev Rækker Mølle Prisen uddelt. Der var 6 indstillede og vinderen blev ”De frivillige på Rækker Møllegården”. Mads Vendelbo modtog de 3000 kr. sammen med mange frivillige repræsentanter.

Festen fortsatte med grillhygge og børnedisco, og søndag blev der holdt friluftsgudstjeneste kl. 10.

Fint arrangement, der bestemt levede op til sit formål - og dertil var det måske ikke nogen dårlig idé at rykke arrangementet fra sidst i august til ført i juni!
JH
> Klik på et billede og se hele serien i stor størrelse!

Sidst opdateret: 02-06-2018
Kalender
19-03-2024 18:45
Live foredrag i Finderup Forsamlingshus
-----------------------------------

19-03-2024 19:00
åbent på arkivet
-----------------------------------

20-03-2024 19:00
Generalforsamling Sædding Forsamlingshus
-----------------------------------

21-03-2024 18:00
Generalforsamling i Finderup Borgerforening
-----------------------------------

24-03-2024 16:00
Påskeord og toner I Hanning Kirke
-----------------------------------

31-03-2024 13:00
Søndagsaktivitet
Design: MediaConnect