|
Rejsegilde på det nye graverhus ved Bølling Kirke
Den 24. juni - blot en måned efter nedrivningen af det gamle graverhus ved Bølling kirke kunne menighedsrådet indbyde til rejsegilde på et nyt tidssvarende.
Alt forløb efter de gamle regler for højtider af den slags. Bygherren var repræsenteret ved byggeudvalget - og da der er tale om offentligt byggeri, var der også repræsentanter fra provstiudvalget. Mads Kristian Pedersen fra provstiudvalget og provstisekretær Hannah Brynaa deltog.
Graveren, Bente Rix med kolleger var naturligvis også til stede og dertil hele gejstligheden. Peder Hansen og Brian Nielsen, der står for tømrer- og murerarbejdet deltog, ligesom arkitektfirmaet Fjordlyst var repræsenteret. Sidstnævnte sørgede for, at der kom en krans på toppen af bygningen.
Jens Landting bød de fremmødte velkommen og indledte sin tale med at omtale traditionerne for at holde rejsegilde. Han kunne fortælle at en forsømmelse kunne medføre alvorlige sanktioner fra håndværkerne - og sådanne ønskede man naturligvis ikke. Jens Landting fortsatte med at rette en stor tak til de mange involverede parter. Provstiudvalget, byggeudvalget, graveren, håndværkerne og arkitektfirmaet Fjordlyst fik en velfortjent tak.
Tidsplanen er fulgt til punkt og prikke – ja, det ser endda ud til, at man er 14 dage foran – så en afslutning på byggesagen den 1. oktober skulle ikke blive noget problem.
Efter Jens Landtings tale blev der traditionen tro budt på pølser, øl og vand.
Et graverhus, der lever op til tidens krav, er blevet opført. Der er de faciliteter, som tiden kræver og graveren, Bente Rix udtrykte da også stor tilfredshed med byggeriet.
Offentlige byggerier involverer mange myndigheder, som skal tage hensyn til bevarelse af den historiske arv. Det lykkedes dog byggeudvalget at overbevise myndighederne om, at ”den gamle rejsestald” ikke var bevaringsværdig – men ikke, at ”de gamle indgangsportaler” var det. De er måske ikke så gamle, som eksperterne har anslået dem til at være, antyder Jens Landting – men deres gamle plads får de trods meromkostningerne.
Min vurdering af byggeriet er, at menighedsrådet har handlet med rettidig omhu og har opført et graverhus, som lever op til de standarder, der er gældende for offentlig virksomhed.
Med udsigten til en bølgende rugmark blev det en god oplevelse at deltage i rejsegildet på det nye graverhus ved Bølling kirke, som byder på gode faciliteter for graveren og naturligvis også på et offentligt toilet.
JH