- Velkommen til Rækker Mølle Portalen

Revy 2014
Lørdag den 15. marts 2014 kulminerede de mange forberedelser til Revyen 2014 i en mega-fest i Rækker Mølle Hallen. 420 havde købt billét til arrangementet. Der blev ikke blot indbudt til revy, men også til stor revymiddag og efterfølgende dans.

Til et lokalområdes sammenhængskraft hører ildsjæle I tilfældet Revyen 2014, må jeg indrømme at ordet ”ildsjæle” måske er at skyde under målet, for arrangementets størrelse taget i betragtning, er det ikke for stort at tale om ”brandsjæle”. Der er virkelig tale om et arrangement, der kræver at mange brænder for at gøre noget for at styrke det lokale sammenhold.

Kl. 18 gik de 420 revygæster til brods. Bordene var pyntede med fine dekorationer. Ellen Danielsen og Birtha Hvid havde udfoldet ekstraordinær kreativitet. Af en træstup, roser og en sko havde de skabt indbydende bordpynt. Revymenuen tog Margit Hansen sig af og den gav helt bestemt appetit og energi til resten af aftenen. Desserten – eller rettere - en symfoni af desserter blev leveret af frivillige.

Efter revymiddagen, hvor alt bare klappede, var det blevet revytid. Revyen indledtes med en præsentation af ”pengeynglernes” resultater. Revyudvalget har sat sig et mål om ”at revyen ikke blot skal være til lyst”, men også til gavn for lokalområdets mange aktiviteter. Pengeynglerne var blevet udstyret med et strudseæg, som de gennem forskellige aktiviteter havde fået til opgave at få udruget. Christian Sørensen og Kjeld Askjær stod for den muntre præsentation af pengeynglernes imponerende indsats. Gennem forskellige aktiviteter og sponsorater var det lykkedes "ynglerne" at levere et tilskud til revyen på ikke mindre end 88.000 kr.

Revyen 2014 havde fået titlen: "- så behøver du kun at handle eet sted!" Revyer har vel deres berettigelse i, at de har en brod, som stikker – ikke nødvendigvis giftigt, men på en måde, så alt selvhøjtidelighed skrælles væk, og vi ser og modtager os selv i et smil. Og sagt således er der allerede gået noget Kierkegaard i referatet, og det glædede referenten, at Søren K. også fik en plads i revyen.
Naboens græsplæne er som bekendt altid grønnere, og derfor overser man let sin egen. Det er naturligvis også en fristelse at lægge sin "handlen og gøren" udenfor lokalsamfundet, fordi man mener, at alle de gode og grønne tilbud findes udenfor Firkløveret. Det er så ikke tilfældet. Hvis man bare er lidt tændt på lokalsamfundet – så behøver man faktisk kun handle eet sted! Det er så også vigtigt, at man gør det, for ellers er man selv medvirkende til, at det går rent galt. En fin brod havde årets revy.

Gennem 17 scener i form af små sketchs og musikalske indslag lykkedes det de optrædende at nå i mål under overskriften: ”- så behøver du kun at handle eet sted!” Stort og småt i lokalområdet fik mund og mæle gennem de 14 optrædende, der gik på scenen. Ella Tylvad og Bettina Søvang tog sig som stakåndede joggere af at præsentere de mange muntre vejindslag, der kunne graves frem siden 2010.
Blandt de indslag, der var mest bid i, må jeg særligt fremhæve den sketch, der er skrevet af Mads Eriksen, og som tog fat om ”et indbrud på Bryghuset”. Ligeledes skal nævnes Mogens Jeppesens sketch: ”Det lakker mod enden…” – om pastorens fratræden. Også gjorde scenen om Christine Antorinis besøg på Rækker Mølle Skolen indtryk.

Jan Ilsø tog sig meget engageret af musikken til de indlagte sangnumre - bla.: ”Klaus Jørgen”, ”Du er min øjesten” og ”Man kan vel ikke gøre for, at man har charme”.

Det overordnede indtryk af revyen samler jeg i 5 stjerner. En fornem og til lyst god præstation.

Festen fortsatte efter revyen og en fin revysang af Ulla Skyttegaard. Ballondans hørte sig naturligvis til i forbindelse med ”Madam Blå”. Kl. 01.00 skulle festen slutte, og de, der valgte at gøre det, blev tilbudt et rundstykke at stå op til.

Revyen 2014 blev endnu et vidnesbyrd om, at der findes ”brandsjæle” i Firkløveret. Tillykke med en succes!
JH - Klik på et billede og se hele serien i stor størrelse!

Sidst opdateret: 22-03-2014
Kalender
09-10-2024 18:00
Stegt flæsk på Møllegården
-----------------------------------

12-10-2024 10:00
Æble- og genbrugssalg på Møllegården
-----------------------------------

13-10-2024 15:00
1. division herrer
-----------------------------------

20-10-2024 00:00
3. division damer
-----------------------------------

25-10-2024 09:30
Opstart i Minihøjskolen
-----------------------------------

25-10-2024 19:00
1. division herrer
Design: MediaConnect