Andevædeløb
Lørdag den 8. marts inviterede Mette Aggerholm til andevædeløb ved Bryghuset. Mette Aggerholm er en af revyens pengeynglere. Ved gode venners hjælp er det lykkedes hende at sælge 236 ænder af 100 kr. Dertil skal lægges en sponsorgave fra Andelskassen på 5000 kr. Banken har købt et af de strudseæg pengeynglere har modtaget fra revyudvalget.
Vejret var perfekt til afvikling af vædeløbet. Mette Aggerholm bød på ”Andemad” og ”Ællingeføde”, der kunne købes for en billig penge. Det nybagte brød var skænket af ”Bageren i Skjern”. Rigtig mange havde lagt vejen forbi Bryghuset for at være med, da de 236 ænder blev vippet i åen.
Der var meget vand i åen og stor fart på løbet, så de mange ænder fandt hurtig vej til målstregen, hvor Claus Sørensen fiskede dem op.
De tre første ænder der kom i mål var nr. 157, 114 og 210. Der er fine præmier til vinderne.
1. Præmien: 2000 kr. til et ophold/ restaurant besøg i Lalandia Billund
2. Præmien: LEGO Technic Mobilkran til en værdi af: Kr. 1599
3. Præmien: LEGO CITY komplet brandstation til en værdi af: Kr. 699
Vindernavnene blev ikke oplyst – alle må vente i spænding til revyfesten den 15. marts, hvor præmierne vil blive overrakt.
Lars Hansen, en anden af pengeynglerne deltog også i arrangementet med salg af Revy-øl fra Bryghuset. Lars har omkring 600 øl i kommission og mangler endnu at sælge en hel del. Han er dog fortrøstningsfuld, for de øl, han ikke når at sælge inden den 15. marts, vil blive solgt ved revyfesten.
Rækker Møllegaarden holder i februar, marts og april loppemarked hver lørdag. Krejlerne var enige om, at den store søgning til andevædeløbet smittede pænt af på salget af lopper.
JH
Klik på et billede og se hele serien i stor størrelse