- Velkommen til Rækker Mølle Portalen

Hyggeklubbens julefrokost på Tingager onsdag den 13. december 2017

Ja, egentlig har den lille flok af positive mennesker, der samles på det tidligere Plejehjem i Hanning, ikke klubnavn; men de vil alle sammen gerne hygge sig sammen.
Da plejehjemmet for år tilbage blev lukket, købte Ole og Tove Jakobsen stedet, og de 16 enheder blev til udlejningsboliger. Den nyrenoverede spisestue blev ikke brugt til sociale formål. Tove og Mary Jakobsen fik den idé, at man godt kunne indkalde til hyggeeftermiddage. Idéen blev afprøvet og blev vel modtaget. Mellem 25 og 40 nuværende og tidligere Hanningborgere slutter op om hyggeeftermiddagene, der afholdes hver 14. dag i vinterhalvåret. Ole Jakobsen lægger gratis lokaler til, og efter at Tove Jakobsen er død, kører Mary Jakobsen videre med at finde program til eftermiddagene.

Mary fortæller engageret om de mange gode hyggeeftermiddage, det er blevet til på Tingager. Eftermiddagene har udover hygge og spil også gerne et oplysende kulturelt indslag. I tidens løb har forskellige mennesker bidraget med fortælling om et emne, de var optaget af. Den gamle havestue har et stort tv, så ind imellem står der også film på programmet. Sæsonen afsluttes med en udflugt i lokalområdet. Man har besøgt Peter Hansens Design i Hanning og deltagerne kunne hjembringe en stålskål. Og turen gik et år til Niels Thisteds smukke have. Sidste sæson blev afsluttet med et besøg hos Niels Jørgen Holk i Bølling. To gange om året holdes der fest. Høstfesten er et fast programpunkt og ligeledes julefesten med en god julefrokost.
Ole Jakobsen er meget glad for at lokalerne på Tingager kan bruges til hyggeeftermiddage. Han viser gerne rundt på Tingager. For ikke længe siden var det imidlertid lige ved at gå galt. En beboer var uforsigtig og fik anstiftet en brand på sit værelse. Heldigvis var hjælpen hurtigt fremme, men boligen må totalrenoveres og der blev også konstateret en del røgskader.

Onsdag den 13. december havde 35 meldt sig til julefrokost. Bordene var fint pyntede, og der var lys i juletræet, og Højskolesangbogen var på bordene. Pallesens harmonikaservice var også blandt de indbudte. Da der ikke er tale om nogen forening eller klub, må deltagerne selv dække udgifterne ved arrangementerne. Det gør de så også, og dertil kan man trække på en lille kapital i Borgerforeningen.
Julemenuen blev leveret af Hanne Brokholm, der driver Hanne’s Madservice. Ud over en god julemiddag blev der også afholdt julebanko, og der var fine gevinster at vinde.

Et rigtigt fint arrangement, der helt klart opfylder et behov i det lille landsogn Hanning.
JH
> klik på et billede og se serien i stor størrelse

Sidst opdateret: 13-12-2017
Kalender
28-04-2024 13:00
Søndagsaktivitet
-----------------------------------

07-05-2024 19:30
ÅRSMØDE
-----------------------------------

07-05-2024 19:30
Årsmøde i Lokalarkivet
-----------------------------------

26-05-2024 13:00
Søndagsaktivitet
-----------------------------------

30-06-2024 13:00
Søndagsaktivitet
-----------------------------------

25-08-2024 13:00
Søndagsaktivitet
Design: MediaConnect