Lørdag den 20. juni blev de to Rækker Møllepriser uddelt på Clausager. ”Byger, som går og kommer, - det er den danske sommer”. Selv om de ca. 40 gæster sang det, gik det nu ikke så slemt. Smukke Clausager, der dannede ramme om prisuddelingen, lå nu for det meste badet i sommersol.
Ejnar Tylvad bød gæsterne velkommen og efter sangen om Danmarks lyse nætter, præsenterede Ejnar Tylvad og Jens Kristian Holmgaard Firkløver-Info. Efterfølgende fortalte Hans Dalgaard-Jensen om Rækker Mølle Invest og kom i sin tale ind på både historien og det seneste tiltag fra Invest – nemlig udstedelsen af 250 aktier af 2000 kr. Aktieudvidelsen skal bruges til at udvide butiksarealet i købmandsbutikken i Rækker Mølle.
|
Forskønnelsesprisen gik til Lillian og Kurt Tobler på Dyssevænget, som i særlig grad har forskønnet byen med en gennemgribende renovering af et ældre 60’er-hus. Prisen, på de 3000 kr. som gives af Andelskassen valgte Kurt Tobler straks at investere i en aktie fra Rækker Mølle Invest a/s. Komiteen for Rækker Mølle-Prisen havde modtaget 5 indstillinger. Ejnar Tylvad præsenterede de indstillede, og Bent Dyrvig stod for prisoverrækkelsen. Vinderen af prisen blev Hans Dalgaard-Jensen. Komiteen havde i sin bedømmelse lagt vægt på den store indsats Hans Dalgaard har ydet omkring KFUM-spejderne i Rækker Mølle, ligesom den store indsats omkring Rækker Mølle Invest blev påpeget. Hans Dalgaard modtog et smukt fad fra Clausager, og fra Skjern Bank var der et dankort på 3000 kr. Skjern bank var vært ved det store kaffebord, som ikke fås bedre i Firkløveret end på Clausager. Et flot arrangement, der er med til at understrege det store arbejde der gøres i Firkløveret for at tømre det sammen til en enhed.
JH