- Velkommen til Rækker Mølle Portalen
Vejret var perfekt. (Klik og forstør)
Sædvanen tro indbød Rækker Møllegaarden og IM i Sædding til grundlovsmøde på Møllegaarden.
Grundlovsdag har tabt terræn i den folkelige bevidsthed som national festdag og er gledet ind i rækken af de mange feriedage i foråret.
Omkring 50 havde fundet vej til Esmarchs have på Møllegaarden. Blandt deltagerne var der én, der huskede året 1942, hvor Kaj Munk samlede 1000 mennesker til grundlovsmøde i Dejbjerg.

Den manglende folkelige bevidsthed om grundlovens betydning blev bragt i erindring ved det veltilrettelagte grundlovsmøde, hvor arrangørerne havde inviteret Leif Kofoed til at holde grundlovstalen.
Mads Vendelbo byder velkommen (Klik og forstør)
Mads Vendelbo bød velkommen til de fremmødte og Kirkekoret, der var under ledelse af Martha Fyrstenborg. Det var dejligt at opleve den entusiasme, som Martha Fyrstenborg lagde for dagen i direktion og introduktion til de sange koret fremførte. Koret sang bl.a. ”Jeg ved hvor der findes” og ”What a wonderful world”. Ved klaveret og som sikker ledsagelse til koret hørtes Anne Kirstine Bork Sørensen.
Kirkekoret under ledelse af Martha Fyrstenborg (Klik og forstør)
Efter kaffen og et veldækket kaffebord holdt lærer, Leif Bach Kofoed, grundlovstalen. Til indledning reflekterede Leif Kofoed over danskernes manglende fornemmelse for grundlovens og nationalismens betydning. Han underbyggede sin påstand gennem eksempler fra USA og Norge, hvor nationaldagen festligholdes med deltagelse af alle. Og ret har manden – danskerne ved ikke, hvad de har at skønne på. Leif Kofoed havde taget grundloven med og pegede i sin tale på grundlovens indledning, der fortæller om Folkets ret til tros-, tænke- og talefrihed.
Leif Kofoed holdt grundlovstalen
To pointer havde Leif Kofoed i sin tale: 1) At grundloven gælder uanset om man kender den eller ej og 2) At ingen kan landsforvises.
Videre fokuserede Leif Kofoed på indfødselsretten, som et umisteligt gode, der alene kan tabes, hvis man flyr landet. Kofoed underbyggede tanken med eksempler fra mange rejser i Østeuropa før murens fald.
Leif Kofoed pegede på den fantastiske frihed, som grundloven tilbyder enhver, der vil leve under den og pegede på, at grundlovens fædre helt klart var inspireret af kristendommens tale om Guds rige i deres forsøg på at give en lov til at dæmme op for de onde kræfter i samfundet og i det enkelte menneske.
Leif Kofoed henviste også til Ole Wivels sang ”Der truer os i tiden”, og pegede igennem denne tekst på det håb, som enhver af os er nødt til at bære i en tid, hvor Ordet overvintrer i en muld af menneskeviid, velfærd og egoisme.
Kaffebord (Klik og forstør)
Tak til Rækker Møllegaarden og IM i Sædding for et veltilrettelagt og hyggeligt grundlovsmøde.
JH
Sidst opdateret: 06-06-2009
Kalender
09-10-2024 18:00
Stegt flæsk på Møllegården
-----------------------------------

12-10-2024 10:00
Æble- og genbrugssalg på Møllegården
-----------------------------------

13-10-2024 15:00
1. division herrer
-----------------------------------

20-10-2024 00:00
3. division damer
-----------------------------------

25-10-2024 09:30
Opstart i Minihøjskolen
-----------------------------------

25-10-2024 19:00
1. division herrer
Design: MediaConnect