|
Søren Kierkegaard blev født 5.maj 1813, og på 150 års dagen herfor afholdtes i Sædding kirke en mindegudstjeneste. Den daværende sognepræst - Johs. Andersen - holdt ved den lejlighed følgende prædiken:
Når vi fordrister os til at holde mindegudstjeneste her i Sædding kirke for den mand, der endte sine dage som en både vred og fornærmet kirkens søn, der i protest mod den danske kirke nægtede at modtage alterets sakramente på sit dødsleje, har det adskillige grunde.
Først vil vi nævne det lokalhistoriske. Vort sogns og vor kirkes navn er med ham blevet kendt viden om og besøges af mange Kierkegaard-interesserede, og da fødselsdagen i dag mindes snart sagt verden over, var det vel næsten urimeligt, om vi ikke gjorde det her.
Om Søren Kierkegaard har besøgt denne kirke, ved vi ikke, men det er sandsynligt, at han har været herinde, da han i august 1840 besøgte sin faster Else og den øvrige familie.
Derimod ved vi, at hans bror, biskop Peter Chr. Kierkegaard, har holdt gudstjeneste i kirken, mens de ældste af slægten endnu levede.
Det var efter denne gudstjeneste, han tog den blinde faster under den ene arm og den halte under den anden, for at de med støtte af ham kunne gå over og se til familiegravene vest for kirken og herunder formedes udtrykket: „Den halte ser, den blinde går, og sammen vi til graven når“.
Også ham vil vi tænke på i dag, når vi synger de to af hans salmer, vi har i salmebogen: nr. 391 og 412.
En anden begrundelse for en mindegudstjeneste her er, at vel ingen kritik til kirken i dette land har haft så stærk en virkning som hans, således at vi bestandig kan tage den frem og lære deraf og både opbygges og igangsættes derved, så hans røst bliver ved at genlyde og vække uro i retning af inderlighed. Kierkegaards skrifter er jo ikke, hvad vi forstår ved folkelig læsning, men gennem kirkedøren vil hans tanker bestandig sive ud i sognets befolkning.
Men den egentlige grund er vel nok, at fra sognet udgik den impuls, der bevægede først hans far og derefter ham selv til i særlig grad at grunde over synd og soning, så de til tider begge var alvorligt angrebne af sygdommen til døden: Fortvivlelsen, og tvang dem ind i betingelsesløs afhængighed af Guds nåde.
Vi tænker her på den ejendommelige oplevelse i faderens drengeår, da han passede får på Sædding Hede og i forkommen tilstand måske på en af gravhøjene derude rakte sine små hænder mod himlen og forbandede Gud, der lod ham have det så ondt. Denne tildragelse, så barnlig tilgivelig, den end kunne synes at være, glemte han aldrig, og han syntes, at ingen tilgivelse var mulig, men at hele hans liv måtte blive en soning for denne brøde, og at soningen ville komme til at bestå i, at lysene på hans syvarmede lysestage alle ville blive pustet ud, så han ville komme til at følge alle sine syv børn til familiegraven på Assistens Kirkegård.
Erkendelsen af disse tanker hos faderen kalder Søren Kierkegaard selv Den store jordrystelse”.
Han siger herom :
Da anede jeg, at min fars høje alder ikke var en guddommelig velsignelse, men snarere en forbandelse. Da følte jeg dødens stilhed tiltage over mig, når jeg i min far så en ulykkelig, der skulle overleve os alle, et gravkors på alle sine forhåbningers grav. En skyld måtte hvile på hele familien, en Guds straf måtte være over den. Den skulle forsvinde, udstryges af Guds vældige hånd, udslettes som et mislykket forsøg, og kun stundom fandt jeg lidt lise i den tanke, at min far ved religionens trøst skulle berette os alle, så at dog en bedre verden skulle stå åben for os, om vi end tabte alt i denne.
Denne forståelse af familiens åndelige status var i høj grad medvirkende til, at Søren Kierkegaard fik det evighedsperspektiv over sit liv, som han f.eks. giver udtryk for i “Kristelige taler”, 1848, hvor han bl.a. formede udtrykket:
„Det glædelige i, at modgang er medgang. Hvad er medgang? Medgang er, hvad der er mig behjælpeligt i at nå mit mål, altså hvad der fører mig til målet. Hvad er så målet? Det er udtrykt i ordene: Tragt først efter Guds rige. Kun når det lidende menneske vender sig om fra timeligheden, kan det få evighedens hjælp.“
“Og når du så har vendt dig om og har fået øje på evighedens mål, så lad målet blive dig så vigtigt, at der intet spørgsmål er om, hvorledes vejen er. Selv om vejen, der fører til målet, er den sletteste af alle, så er den medgang. Nu kan du måske forstå, at modgang er medgang - men tror du det også? Ellers må jeg sige det på en lettere måde. Tror du, at den digter, hvis sange fryder menneskeheden, tror du, at han kunne have digtet disse sange, hvis ikke modgang og tunge lidelser havde været med til at stemme sjælen, thi det er just i modgangen, “når hjertet sidder mest beklemt, da bliver frydens harpe stemt”. Måske fandt digteren det også selv i begyndelsen tungt nok, næsten grusomt, at hans sjæl skulle martres for da at blive opfindsom i det at trøste andre”.
Det er den Kierkegaardske slægtshistorie, der skinner igennem her. Således lærte da Kierkegaard gennem lidelsen at kende det evige mål, at se det og at fastholde det i troens lidenskab og med troens vovemod.
Sådan stred han sin strid til ende. Vi vil synge den kampsalme, hvori det vers forekommer, der står på gravstenen:
Det er en liden tid,
så har jeg vundet,
så er den ganske strid
med et forsvundet.
Så kan jeg hvile mig i rosensale
og uafladelig med Jesus tale.
Når vi i Sædding sogn tænker tilbage over denne slægts liv og oplevelser, synes vi også her at kunne skimte sandheden i de ord, Søren Kierkegaard udviklede i en anden af de nævnte taler: „Alle ting må tjene os til gode, når vi elsker Gud.“ I dette „når“ ligger den appel, som Kierkegaard også i dag vil rette til hin enkelte, der bærer kristennavn i vort land og i vort sogn.
“Oh, min tilhører, du som måske er vant til at fordre alt af taleren, her ser du, hvorledes alt ligger i tilhøreren. Det er ikke talen, der beroliger eller forfærder, men det drejer sig om, at tilhøreren i talen har forstået sig selv.“
Således appellerer han til os om i hjertets renhed at ville ét. Inden vi slutter, vil vi nævne et andet lille træk, der også fortælles om drengen Michel fra heden, nemlig at han en dag derude følte en så hjertelig og inderlig glæde, at det forekom ham, at Gud selv velsignede ham i solskinnet og de store vidder. Velsignelsen og forbandelsen - begge dele har båret frugt også i Søren Kierkegaards liv og virke, så han blev undtagelsen.
„Thi den bedrøvelse, der er efter Guds sind, virker omvendelse til frelse, som ikke fortrydes.“
Og i dag på 150-årsdagen føler vi det sådan, at Gud i nåde har ladet sin egen velsignelse blive større end menneskers forbandelse også til os i den danske kirke gennem Søren Kierkegaards liv og gerning.
|
