|
Den 17/10-2007 var der mødt ca. 25 personer op til overrækkelsen af årets landsbypris, der er stiftet af Nordea og Dagbladet i fællesskab. Overrækkelsen foregik i Søren Kierkegaards Mindestue.
Inden overrækkelsen fandt sted var Nordea og Dagbladet vært ved et veldækket kaffebord.
Flere fra Nordeas ledelse, der havde været med til at stifte prisen, var mødt op og ligesom Bankrådet var det.
Kurt Jensen, der er leder afdelingen i Ringkøbing rejste sig op og sagde, at det ikke havde været en let opgave at finde årets landsby, for der havde været 15 kandidater til titlen, så man havde virkelig været på arbejde.
Der var blevet lagt vægt på den store aktivitet, der er i Rækker Mølle, og her nævnte han blandt andet, Hallen, Spejdergården, Bryghuset, Købmanden, Rækker Møllegaarden, Firkløverweekenden, Rækker Mølle Invest og Banko i Hallen.
Formanden for Rækker Mølle Borgerforening Anders Skot Hansen modtog checken på 50.000,00 kr., og i takketalen kom han også ind på det store sammenhold, der er i kommunen, når der skal samles ind eller laves noget. Formanden var også af den mening, at det er meget nødvendigt, at man står sammen i de små samfund - ikke mindst nu, hvor kommunesammenlægningen er på sit højeste. Anders lagde vægt på, hvor vigtig det er i et samfund, at man har en god børnepasningsordning og et sted, hvor man kan gøre sine indkøb.
Efter talen bad Anders formanden for Rækker Møllegaarden, Mads Vendelbo om at komme op for at modtage checken på de 50.000 kr., som Borgerforeningen havde bestemt skulle tilfalde Møllegaarden, der har planer om at lave noget, der kan vise at Rækker Mølle blev årets landsby 2007.
Mads Vendelbo takkede for den dejlige gave og lovede, at der nok skulle blive gjort noget. Han nævnte i den forbindelse, at man har efterlyst forslag og ideer fra borgerne, som kan indsende dem via portalen. Også hos købmanden er der hængt en påmindelse op.
Til sidst bad han de tilstedeværende om at skrive i gæstebogen, så man havde det som et minde om dagen.
Anton Pedersen
|
|