Når det folkekirkelige bureaukrati kammer over!

Indgangen til Sædding Kirke og kirkegård har efter års tovtrækkerier med de kirkelige myndigheder endelig fået nye låger. Lågerne er kreeret af den lokale smed, Erik Jensen, der har en lang tilknytning til Sædding Kirke. Da han modtog opgaven fra menighedsrådet og havde udarbejdet et forslag, mistede han næsten lysten til opgaven ved mødet med et dræbende folkekirkeligt bureaukrati.

I det følgende bringer Portalen smedens gengivelse af forløbet set fra en smeds ståsted.

Kirkelig ”demokratur”

Lågerne ved indgangen til Sædding kirkegård er slidt både op og ned, temmelig rusttærede og vanskelige at have med at gøre.

For ca. 2 år siden henvender menighedsrådet sig til en ældre smed, som er vant til at arbejde med den type opgaver, med henblik på at få fremstillet nye låger. Man fortæller, at man har fået en arv, og smeden vil såmænd gerne fremstille lågerne blot mod at få omkostningerne betalt, så der behøver ikke at være skattekroner i det.

Smeden udarbejder et forslag, som menighedsrådet godkender og pligtskyldigt sender videre til provstiet, som efter at have kigget længe på det, sender det til stiftet, som straks videresender det til Nationalmuseet, kgl. Bygningsinspektør og Landskabsarkitekt, 300 km væk, hvor der sidder nogle mennesker, som tydeligvis hverken har håndværksmæssig indsigt eller økonomisk ansvar, men har mere magt, end de har ret, og som så løfter pegefingeren: ”Nej, det må I sandelig ikke , Fy, hvorefter hele kavaleriet fra biskop til menighedsråd klapper hælene sammen og retter ind. Nej, selvfølgelig ikke, når I siger det. Hvordan kunne den idé da også opstå, undskyld. Det er kun rimeligt, at I sidder der i landets østligste udkant og bestemmer, hvordan lågerne ind til Sædding kirkegård skal være, naturligvis må det være sådan. Det drejer sig dog om Sædding kirke og menigheden i Sædding sogn.

Der er grund til at støve det gamle sjældent brugte ord ”magtbrynde” af med eller uden konsulenternes billigelse.

Den gamle smed har for længst overskredet mænds gennemsnitlige holdbarhedstid, så hvem ved, måske skal han snart ind gennem lågerne uden at skulle ud igen, så han behøver vel ikke gå så højt op i det, men heldigvis er der da yngre generationer, og det kan opleves noget frustrerende at møde og være vidne til og involveret i en så absurd urimelighed for nu at udtrykke det mildt.

Tilføjet efter at sagen formentlig og forhåbentlig er afsluttet.

Nu, efter en del polemik og tovtrækkeri mellem stiftet og menighedsrådet, har det så alligevel vist sig, at det er muligt at rokke ved denne magtens arrogance, så nu er lågerne ved Sædding kirke på plads, med nogle relative små ændringer i forhold til det oprindeligt aftalte. Man skulle jo nødig være fuldstændig eftergivende.

Erik Jensen