- Velkommen til Rækker Mølle Portalen

13 timer før det gamle år 2018 randt ud, inviterede revyudvalget til nytårsbad i Rækker Mølle Søen. Udvalget fik idéen til dette nytårsevent i 2017, og de mange deltagere – mindst ligeså mange som sidste år – viser, at man måske har fostret en idé, der kunne gå hen og blive til en tradition i firkløverområdet.

Det er en fin idé, man har fået til at styrke sammenholdet. Hyggeligt er det at mødes om noget spændende og udfordrende og få givet muligheden for at få sagt godt nytår til venner og bekendte.

Kl. 11 besteg Mogens Højhus Jeppesen ”taler-stenen” og bød de mere end hundrede fremmødte velkommen til nytårsbadet 2018. Han instruerede de badende gæster om, at når Christian Sørensen havde fået sendt nytårsraketten til vejrs, var det store brag, adgangsbilletten til at springe i det 7 grader kolde/varme søvand.

De mange modige, der havde valgt at iføre sig badetøj, havde mulighed for at foretage en hurtig omklædning i et lettere opvarmet rum.
Der var ikke hidkaldt en rødekors-gruppe; men spejderne stod klar med varm suppe til de mange vikinger af begge køn og i alle aldre.

Fotografen havde ikke fået våddragt og vandtæt kamera med, så det blev kun til billeder fra søbredden; men han ser frem til nytårsbadet 2019, hvor der er blevet anlagt en søterrasse og en gangbro, så det kan blive tørskoede billeder fra vandsiden af de mange friske nytårsbadegæster.

Fra min synsvinkel er det godt med et nytårsbad. Der er tale om en renselse – en ”kartasis” ifølge de gamle tænkere – en anledning til at komme af med alt det gamle, der blev til støv og som ikke holdt.

Når vi tænker tilbage på året der gik, var der en del, der ikke lykkedes! Førstehjælp til Købmandsbutikken lod sig ikke gennemføre, trods megen velvilje. Hvad så? Ja, svaret, der trods alt vifter i vinden, er et kurbad. Vil det lykkes og blive til lykke for firkløveret? Vi ved det ikke?

Rækker Mølle Skolen fik ny skoleinspektør, og det vil sikkert blive til lykke for lokalområdet.

Hallen føler sig trængt med hensyn til træningsfaciliteter og ser i lyset af et 40-årsjubilum en mulighed for at udvide. Bliver 2019 året for en udvidelse? Vi ved det ikke? Men ved, at der er kræfter, der arbejder med tanken. Lykke til!

”Nytårsbadet 2018” blev en succes, som i sig huser den gamle tanke om ”kartasis” – en renselse for gamle og døde tanker og nederlag - og fødslen af nye og gode visioner for firkløveret i 2019!

Portalen ønsker alle et godt og lykkebringende nytår og må nogle af de mange positive tanker, der tænkes for et lykkebringende år for firkløverområdet blive til virkelighed!
JH
Klik på et billede og se hele serien i stor størrelse!

Sidst opdateret: 31-12-2018
Kalender
31-12-2024 12:00
Nytårsbad
-----------------------------------

10-01-2025 09:30
Minihøjskoledag i Rækker Mølle
-----------------------------------

19-01-2025 00:00
2. division herrer
-----------------------------------

22-01-2025 18:00
Gule ærter på Møllegården
-----------------------------------

24-01-2025 09:30
Minihøjskoledag i Rækker Mølle
-----------------------------------

26-01-2025 00:00
2. division herrer
Design: MediaConnect