Kræmmer- og sognefest i Rækker Mølle 4-kløver
”I gamle dage” – og jeg husker endnu mange år tilbage, var der noget, der hed ”Firkløverweekend” og noget, der hed ”Rækker Møllegaardens store kræmmermarked”.
To arrangementer, der krævede en enorm indsats af de to lokale frivillige kraftkilder.
Langt tilbage, som jeg husker det, præsenterede ”Firkløverweekend” et stort loppemarked og meget af det lokale foreningsliv. Festligt og farverigt var det.
Møllegaarden indbød til stort kræmmermarked med kagedyst og underholdning.
I dag har de to lokale kraftkilder slået sig sammen til én kraftkilde - og det er slet ikke så ringe endda; for to, der bliver til ét, kan føde noget nyt! Det er, hvad der er sket. Et nyt lokalt barn er født og har fået navnet: ”Kræmmer- og sognefest i Rækker Mølle 4-kløver.”
En nyskabelse er der tale om, som vel også er en følge af, at der er grænser for, hvor meget de mange frivillige hænder magter at bære. Og at trække på samme hammel løfter nu også større!
Skønt jeg, og mange af min årgang, har gode minder med faldskærmsudspring, gamle motorcykler, bugtalere, vej- og sognedyster m.v. - så består kernen dog stadig i den nye konstellation – man vil firkløveret!
Et kønt, og efter min mening levedygtigt barn, er der kommet ud af samarbejdet mellem ”Firkløverudvalget” og ”Møllegaarden”.
Programmet har man stort set skåret ned til lørdag med fastholdelse af en Gudstjeneste om søndagen. Sogne- og vejdysterne er afskaffet til fordel for et fokus på foreningslivet. En god beslutning i pagt med den oprindelige tanke i ”Firkløverudvalget”
Lørdag den 19. august blev det så dagen for ”Kræmmer- og sognefest i Rækker Mølle 4-kløver”. Og festligt blev det. Lopperne sprang fra en åben bagklap eller et trailerlad til nye horisonter. Fine gevinster fandt via et stort lotteri vej til nye ejere. Pokalvindere i det store havetraktortræk besteg podiet. Lokale foreninger som ”Rækker Mølle KFUM Håndbold, Hanning Boldklub, Rækker Mølle GUF og Rækker Mølle Spejderne beviste deres værd i en ædel dyst i fire discipliner: Trillebørsringridning, male en smiley med en gravemaskine, kanosejllads på søen med mandsskabsbyt og en test på viden om lokalområdet. Dertil pølser og grill krydret med børnedisco. Og festen antog endnu større højder, da de to Rækker Møllepriser blev uddelt.
Rækker Mølle-prisen blev tildelt Nicolaj Rørbæk De Place. Klik og læs om de indstillede til prisen.
Forskønnelsesprisen gik til Paw Jakobsen. Klik og læs mere om de indstillede til prisen.
Med ordene fra Otto Leisners fine oversættelse af en god tekst, vil jeg takke de mange frivillige, der har bidraget til en god kræmmer- og sognefest i Rækker Møller 4-kløver:
Når igen det er slut på en dejlig dag
hvor så mange glæder du fandt.
Medens klokken slår sine muntre slag
som en tak for den dag, der svandt.
Mon så helt du forstår, hvad en dejlig dag
er værd for det trætte sind?
Du har glemt de sorger, der ligger bag,
skjult af solens sidste skin.
JH
Foto Gitte Frost Andersen