|
Onsdag den 26. oktober indbød soldatervennerne i kreds 2, Skjern til vennefest i missionshuset i Skjern. I omegnen af 80 havde valgt at takke ”ja” til invitationen - så salen var fyldt. Skjernkredsen er ikke blot en af de første kredse, der blev stiftet for 110 år siden, men også en af de kredse, der over årene har evnet at fastholde mange venner omkring arbejdet. Skønt der har været et øget fokus på og en tiltagende opbakning til de mange danske udsendte soldater til verdens brændpunkter, viste gennemsnitsalderen på deltagerne nu, at der mangler en generation.
Henning Holmgaard, der er formand for soldatervennekredsen i Skjern, bød velkommen og bragte en hilsen fra hovedbestyrelsen, som han havde modtaget ved årsmødet. Man havde bemærket, at Kreds 2 havde eksisteret i 110 år – kun overgået af kreds 1. Efterfølgende pegede Henning på to skriftsteder: Sl. 96,1 og Luk. 17,21 – steder, der peger på glæden i Herren og hans evige nærvær. Efter bøn og sang fik aftenens taler ordet. Man havde inviteret soldaterhjemslederen i Oksbøl, Kjeld Nørgaard (KN). KN takkede for velkomsten og indledte med at fortælle, at hans mangeårige ansættelse i soldatermissionen tog sin begyndelse i slut-halvfjerdserne, hvor han lå som soldat på Skive kasserne. På soldaterhjemmet mødte han soldaterhjemsleder, Jens Peter Lundgaard. Mødet prægede KN, så han i 1979 blev ansat som assistent på Sandholm soldaterhjem, og siden har han været ansat i Soldatermissionen.
KN talte levende ud fra flere Skriftsteder, bl.a. ud fra fortællingen om den lamme, der bæres til Jesus og får langt mere, end han kunne ønske sig. KN pegede i den sammenhæng bl.a. på, at det er vigtigt, at vi er villige til at bære med og bære mennesker til Jesus. KN sluttede med at pege på bønnens evige værdi og understregede dette ved pege på Sl. 102 ”En bøn til brug for en hjælpeløs”.
Under kaffen, der var leveret af Borris Soldaterhjem, blev der afholdt lotteri. Mange fine gevinster var at vinde – bl.a. mange sække af dejlige danske kartofler.
Efter kaffen havde bestyrelsen under overskriften: ”Køb et bestyrelsesmedlem i 3 timer” fundet på endnu et tiltag til at generere penge til Soldatermissionen. 3 medlemmers arbejdskraft blev med kagerulle og forklæde sat på auktionen og indbragte et pænt beløb til arbejdet.
Efter kaffen fik KN atter ordet. Han fortalte om soldaterhjemslivet på Oksbøl kasserne og kunne bl.a. berette om stor søgning. Omkring 250 lagde hver dag vejen forbi soldaterhjemmet, og de 100 af dem gik derfra godt mætte. Et stort behov for et soldaterhjem er der i Oksbøl, hvilket den daglige lange åbningstid er et vidnesbyrd om. Soldaterhjemmet prøver på flere måder, at aflægge vidnesbyrd om evangeliet i Jesus Kristus. Kantinevognen giver mange muligheder for en god samtale, ligesom "dagens ord" og et felttestamente kan give anledning til en god samtale.
KN sluttede en vellykket og givende aften af med at pege på 1. Thess 5,24:
Dertil tilføjede han, at der i vor tid virkelig er brug for dette løfte om Herrens medvirken til, at mennesker kommer til tro. KN pegede på, at den store udfordring for arbejdet i soldatermissionen er, at soldaterne ikke længere er så grundfæstede i troen som tidligere.
JH
Klik på et billede og se hele serien i stor størrelse!