|
Den 9. september indbød plejehjemmet Tingager til høstfest. 55 havde taget imod invitationen og fik en hyggelig aften. Plejehjemsleder Jette Jakobsen bød deltagerne velkommen og fortalte, at menuen som vanligt var stegte ål med kartofler og persillesovs. Inden den velsmagende mad blev serveret og sat til livs, sang man ”Septembers himmel er så blå”. Metha og Kim spillede til sangene og underholdt under middagen med harmonikaspil. Under middagen gik snakken lystigt, men var bestemt præget af, at årets høstfest på Tingager var den sidste, idet politikerne har besluttet at plejehjemmet skal lukke.
Der er pt. 6 beboere på plejehjemmet, som alle har fået en bolig på andre plejehjem i området. Personalet sendes ikke ud til arbejdsløshed, men er blevet tilbudt andet arbejde i plejesektoren.
Marie Tylvad, der er formand for støtteforeningen holdt tale og var ikke uberørt af, at det var den sidste høstfest på Tingager. Hun takkede Elsebeth for hjælpen med at koge og stege, og fortalte at Støttefor-eningen havde besluttet, at man ville betale middagen, så deltagerne ikke behøvede at komme til lommerne. Hun fortalte også, at man i Støtteforeningen havde besluttet at afholde en afslutningsfest tirsdag den 13. september. Ved afslutningsfesten vil søstrene Friis med brødre underholde og lokalarkivet vil finde gamle arkivalier frem. Arrangementet slutter med smørrebrød, som støtteforeningen også betaler.
Efter Marie Tylvad talte Erik Vad, der er søn til beboeren, Elly Vad. Han erindrede sig mange stunder på ”a hjem” og var tydeligt berørt af lukningen, som for ham betød en skillelinie, så han ikke længere skulle til Hanning. Han takkede for de mange gode stunder på ”hjemmet” og mente, at det måske ikke var helt fair at hans gamle mor på 98 skulle til at flytte til Videbæk og etablere sig et nyt sted. Høstfesten sluttede med kaffe og kage og en aftensang. Jens Holmgaard.
Klik på et billede og se hele serien i stor størrelse.