Før og efter
|
||
;)
indtil det dør af ælde.
Så mange ting det husker på,
hvad kan det ikke melde.
Vi det så fuldt med blomster så,
de friske grene hælde.
Det gamle træ, o, lad det stå,
det må I ikke fælde!
Sådan skrev H.C. Andersen i 1851.
Han havde næppe tænkt på det træ, som så stolt har mødt os, når vi fra Hanning gik eller kørte ind mod Rækker Mølle. Træet, som selv de fleste gæster, der er kommet til byen vestfra, har lagt mærke til og indprentet sig på nethinden. Sådan som det er meningen med et vartegn, når det er bedst.
|
||
;)
Gik man vest ud af Rækker Mølle, var træet også værd at standse op ved - ikke mindst hvis man var heldig med de vinterlige sene eftermiddagstimer.
|
||
;)
Når man i dag nærmer sig Rækker Mølle vestfra, er der ikke længere et stort træ, der byder os velkommen.
I det andet vers i sit digt skriver H.C. Andersen:
Nu vil jeg da på vandring gå,
men det kan jeg fornemme,
man rejser ud for hjem at nå,
thi bedst er det dog hjemme.
Når træet her har blomster på,
det vil min hjemkomst melde.
Det gamle træ, o, lad det stå,
det må I ikke fælde!
Mon ikke mange vil synes, at der er noget, der virker forkert, når de igen nærmer sig byen?
|
||
;)
|
||
;)
Det gamle træ, o, lad det stå,
indtil det dør af ælde.
Når man på tæt hold betragter den sidste rest af det gamle træ, kan man godt med H.C. Andersen i tankerne indse, at træet led af alderdomssvækkelse, og at der vist ikke var anden udvej.