- Velkommen til Rækker Mølle Portalen

Sæsonafslutningen 2009

Fredag den 13. marts 2009 var der festaften i Minihøjskolen i Rækker Mølle som afslutning på sæson nr. 25.

Festen blev holdt i Rækker Mølle Hallens lille sal. Traditionen tro - traditionen startede sidste år - indledtes aftenen med en særdeles velsmagende flæskesteg, som Margit Hansen havde tilberedt i hallens køkken.

Holger Pilgaard og Børge Østergaard Hansen har forsøgt at indfange stemningen gennem kameraets linser.

Bordene er dækket - og pyntet smukt op.
Lysene tændes.
Vinen trækkes op.
De lokale spillemænd Jan Ilsø og Anders Løgager spillede op til festen, ligesom de underholdt forsamlingen aftenen igennem.
Så er salen klar til at tage imod festens deltagere.
Men mon der i det hele taget dukker nogen op?
Jo vist. I løbet af få minutter var hele salen fyldt.
I alt 180 festklædte og forventningsfulde deltagere.
Der småsnakkes, inden det går løs.
Efter velkomst og endnu en sang blev der givet signal til, at der måtte spises.
Jan Ilsø og Anders Løgager underholdt under middagen - og akkompagnerede til aftenens mange fællessange.

Tidl. formand for Folketinget Chr. Mejdahl var aftenens festtaler.
Chr. Mejdahl holdt et muntert foredrag om sit levnedsløb fra sin fødsel på Færøerne og frem til i dag. Hovedvægten blev naturligt nok lagt på de næsten 5 år, han bestred landets højeste folkevalgte embede. Han fortalte om arbejdet og de pligter, der følger med embedet, ligesom han levende berettede om de mange og alsidige oplevelser, der fulgte med.

Efter kaffen gav Eva Mejdahl et levende billede af, hvad det har betydet, at ens ægtefælle var fuldtidspolitiker gennem 33 år - 13 år som borgmester og 20 år som folketingsmedlem. Hun fortalte, at det også for hende havde været en spændende og oplevelsesrig periode, mens gemalen var formand for Folketinget.

Den 25. sæson i Minihøjskolen (Rækker Mølle Skolens ældste og største klasse) er forbi, og i den anledning var Kirsten og Frede Agger inviteret med som gæster. De startede Minihøjskolen og stod i spidsen for den de første 23 år. Det ville højskoleudvalget gerne markere ved denne sæsonafslutning, som samtidig var en jubilæumsfest. Poul Nielsen udtrykte en stor tak og anerkendelse til Kirsten og Frede Agger.
Frede Agger kvitterede med at udtale sin store tilfredshed og glæde over, at nogen tog over for to år siden og fortsatte Minihøjskolen.

Ved slutningen af festen udtrykte Grethe Bach Hansen forsamlingens tak til højskoleudvalget for en god, spændende og velgennemført sæson, ligesom hun overrakte vin og chokolade til udvalgets medlemmer.

25 sæsoner og 271 arrangementer er det indtil videre blevet til i Minihøjskolen i Rækker Mølle.

Minihøjskoleudvalget siger tak for en helt enestående opbakning i den nu afsluttede sæson og lover samtidig at vende tilbage med et nyt spændende program til efteråret.

Sidst opdateret: 22-03-2009
Kalender
31-03-2024 13:00
Søndagsaktivitet
-----------------------------------

08-04-2024 19:00
Generalforsamling i Rk Mølle GUF
-----------------------------------

09-04-2024 18:45
Live foredrag i Finderup Forsamlingshus
-----------------------------------

11-04-2024 18:00
Koncert i Sædding Forsamlingshus
-----------------------------------

16-04-2024 18:45
Live foredrag i Finderup Forsamlingshus
-----------------------------------

28-04-2024 13:00
Søndagsaktivitet
Design: MediaConnect